BILLEDER FRA SOMMERBILLEDSKOLE 2018

Siden 2007 har Atelierloftet på Vejen Kunstmuseum dannet ramme om en sommerbilledskole i uge 32. Som noget nyt har sommerbilledskolen 2018 haft base i Skibelundteltet - et formidlingstelt, som gennem foråret og efteråret har rejst til forskellige egne af kommunen med undervisning målrettet børn og unge. I anledning af årets sommerbilledskole blev det ottekantede telt opstillet ved Skibelund Krat, netop der, hvor billedhuggeren Niels Hansen Jacobsens atelier oprindeligt lå. Mandag blev der produceret smukke regnbuebilleder, og efter overnatning i teltet gik turen tirsdag morgen på cykel til Askov. Her var der parasolog porcelænsworkshop i kunstnerne Cecilie Bendixen og Sophus Ejler Jepsens have efterfulgt af et besøg på Poul la Cour Museet. Onsdag gik inspirationsturen til Lurstenen og på hjemvejen gennem Skibelund Krat forbi den store Navnebøg, som både blev tegnet og klatret i. Med inspiration fra Magnusstenen i krattet dekoreredes runde vikingeskjolde, og torsdag blev der skitseret et væld af tegninger med variationer over forgrund, mellemgrund og baggrund. Eleverne udvalgte selv deres bedste skitser, som i løbet af eftermiddagen blev til 15 forskellige landskabsmalerier af Skibelundteltet og dets omgivelser.

Tak til Kvickly, der sponsorerede frugt gennem ugen. Medvirkende undervisere og medhjælpere: Sophus Ejler Jepsen, Cecilie Bendixen, Marie Strøm, Mie Kronborg-Andersen, Selma Jensen, Elin og Henning Ranum